Den politiske vision for udvikling af kommunen er beskrevet i fællesskab i Kerteminde.

Vi har arbejdet med fællesskabsvisionen på forskellige måder – med det fælles formål at revitalisere og styrke den fælles forståelse af retningen.

Lederforum har på sine møder sat fokus på, hvad visionen betyder for ledelse, og på hvad det indebærer at være fælles om borgerne og stederne i vores kommune.

Folkeoplysningsudvalget har fået lavet en film, som fortæller om foreningslivets betydning for fællesskaber, og visionen er blevet genfortalt på nye måder, som tilstræber at indfange de unikke kvaliteter og værdier, som er fælles for byer og lokalsamfund.

De næste år vil vi fortsætte dette arbejde. Formålet er - gennem den måde vi arbejder på i hverdagen – at støtte op om fællesskaber for alle, herunder at styrke samarbejdet om kernevelfærden på tværs af kommune, erhvervsliv og civilsamfund.

Det vil vi gøre

  • Gennem en nytænkende og levende kommunikation, som zoomer ind på hverdagsfællesskaberne og kernevelfærden. Vi vil i vores kommunikation og ledelsespraksis sætte fokus på de dilemmaer vi møder. - f.eks. balancen mellem fælles retning og decentral styring, hensynet til individet balanceret med hensynet til det større fællesskab, dilemmaer, der følger er behovet for prioritering, fordi ressourcerne (både penge og arbejdskraft) er begrænsede m.v.
  • Gennem en stedbunden og relationel tilgang, hvor vi gør os umage for at kende og forstå de stedbundne kvaliteter, f.eks. når vi planlægger den fysiske udvikling af en (lands)by, og hvor vi taler sammen og kender hinanden meget bedre end i de større kommuner.
  • Gennem samtaler, prioritering og forventningsafstemning med borgere og andre samarbejdspartnere, bl.a. civilsamfundsorganisationer, om hvordan vi hver for sig og sammen kan bidrage til kernevelfærden.